• Novo indgår milliardaftale om udvikling af ny medicin

    Source: BDK Finans / 14 May 2025 04:40:26   America/Los_Angeles

    Novo Nordisk har taget et nyt skridt i retning af at bevare sin ledende position på markedet for behandling af svær overvægt og diabetes. Selskabet fortæller i en pressemeddelelse, at man har indgået samarbejdsaftale med medicinalselskabet Septerna om udvikling af lægemidler i pilleform. Aftalen kan udløse betalinger til Septerna på op mod 2,2 milliarder dollar, afhængigt af resultaterne, fremgår det af pressemeddelelse fra Novo Nordisk. I første omgang får det amerikanske selskab en forudbetaling på 200 millioner dollar i forbindelse med aftalens ikrafttræden. Senere kan Septerna også komme i betragtning til såkaldte royalty-betalinger, hvis det lykkes at udvikle et lægemiddel, der kommer på markedet. Denne type samarbejde mellem mindre udviklingsselskaber og tunge spillere med høj produktions- og distributionskapacitet er ikke sjælden i medicinalindustrien. For nylig har danske Zealand Pharma indgået en lignende aftale med den schweiziske medicinalgigant om udviklingen af selskabets bud på et middel til behandling af svær overvægt. Septerna har base i Californien og har specialiseret sig i at udvikle proteiner, der kan hjælpe kemikalier til at blive optaget i celler. Novo Nordisk har allerede søgt om godkendelse af Wegovy i tabletform til behandling af svær overvægt, som i givet fald vil være den første af sin slags. Det ventes, at de amerikanske sundhedsmyndigheder er færdige med at behandle ansøgningen engang i fjerde kvartal i år. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/novo-indgaar-milliardaftale-om-udvikling-af-ny-medicin
Share on,